New Zealand - Sydøen

Færgeturen mellem Wellington på Nordøen og Picton på Sydøen må siges at være intet mindre end ubeskrivelig smuk. Efter knap en time på åben hav forsætter færgeruten ind mellem tusinde og atter tusinde små og store øer. Her bor ganske få mennesker, alle med anlagt bådbro, eftersom det er den eneste transport mulighed mod fastland. Sender en slægtning eller bekendt et brev leveres dette med postbåd, på en ruten kaldet Havelock Mail Run. Efter turen, satte vi kursen mod Havelock, som udover være en charmerende havneby også er verdenskendt for deres Green Lip Mussels. Kristian fik en kæmpe platte med muslinger tilberedt på seks forskellige måder og dertilhørende lokal øl. Sikke et syn! Friske fra hav blev de leveret 3 gange om dagen til restauranten. Ydermere fik vi begge en overraskelse, da vi fandt ud af, at selv det mest sparsomme supermarked, som kun havde brød og toiletpapir, også havde friske levende muslinger i et mindre bad. Endda til en ganske fornuftig pris.



Efterfølgende bevandrede vi en meget smuk kirke i Nelson, som er New Zealands geografiske centrum.
Den nordligste del af sydøen, eller nærmere området Marlborough Sounds, er det vigtigste vinområde i New Zealand. Her ligger kendte vingårde som Cloudy Bay, Montana mfl. Vi valgte at slå et smut forbi Montana, som er New Zealands største vinproducent. De er specielt kendt for deres udmærkede Sauvignon Blanc. Vi var så heldige at få en vores helt egen rundvisning på gården, hvor vi bl.a. fik forklaret de forskellige processer fra stok til flaske. Rundturen skulle selvfølgelig afsluttes med en god vinsmagning. Vi forlod gården med hænderne fulde af god rødvin, og en fremragende hvid ”late harvest”, og satte kursen mod hvalbyen Kaikoura.
Et af vores helt klare ”must sees” i New Zealand var på forhånd hvalturen i Kaikoura. Selve byen er egentlig ikke særlig tiltalende, fordi den udelukkende holder sig kørende på de berømte hvalture, så der findes ikke andet i byen end turister og klondyke. Vi valgte derfor at slå lejr 20 km uden for byen, på en stor rasteplads helt ned til vandet. Her blev vi holdt ved selskab af en stor gruppe sæler, som lå på klippestenene lige uden for vores dør. Det var en hyggelig oplevelse at ligge i sengen, og høre dem ”snakke” lige ude foran.
Vi var faktisk næsten ved at opgive udsigten til at se hvaler, efter to hele dage i byen, hvor vi skuffede måttes nøjes med at se skriften: ”Cancelled due to strong winds”. Men endelig vendte vejret, og vi kom med på en af turene. Det var virkelig en oplevelse! Vi kom på helt tæt hold, og her mener vi 10 meters afstand, af to store kaskelothvaler, som lå i overfladen og fyldte sig med ilt inden deres næste dyk. Hvilken imponerende skabning! Man fatter slet ikke hvor stor sådan en er, før man står overfor den. Kaskelothvaler dykker ca. 45-60 minutter af gangen, hvorefter de vender tilbage til overfladen i ca. 30 minutter for at få luft til næste dyk. I de 30 minutter kan man så betragte dem i overfladen. Ud over de to hvaler, var vi så heldige at se både en Wandering Albatross og en Royal Albatross, som jo bekendt er verdens største fugl, med et vingefang på op til 3,5 meter! På det tidspunkt vidste vi endnu ikke, at vi få dage senere ville se dem flyve lige om ørerne på os længere mod syd.
Da vi var kommet i land igen, satte vi straks kursen mod Christchurch, som skulle vise sig at være en utrolig charmerende by – på den engelske måde. Vi brugte hele dagen på at slentre langs floden Avon, der snor sig gennem det meste af byen. Generelt har vi ikke rigtig brudt os om at opholde os i byerne herovre. De fleste af dem er lidt kedelige og ligegyldige, og det ville være en skam at foretrække dem frem for den sindsyge natur som omgiver dem. Men Christchurch var så klart en undtagelse.



Længere mod syd ramte vi Otago Peninsula, en halvø i udkanten af Dundine, som er kendt for dens unikke dyreliv. Dette er det eneste sted i verden, hvor The Royal Albatross bygger rede på land. Albatrossen lever 80 procent af sit liv på åbent hav. Faktisk er det sådan, at i det øjeblik den forlader fast landjord første gang i dens liv, opholder den sig 5 år ude på havet, for så derefter at vende tilbage for at bygge rede. Forstil jer en fugl med et 3 meter bredt vingefang svæve 2 meter direkte over hovedet på en! Det giver virkelig et sug i maven. Den er enorm. Otago Peninsula er også stedet hvor man kan komme helt tæt på den sjældne og truede Yellow Eyed Penguin. På denne tid af året befinder en del af bestanden sig på land med nyfødte unger. Det er desværre kun en ganske lille procentdel af de nyfødte, som rent faktisk overlever, og det betyder at bestanddelen har svært ved at forøge sig. Grunden til, at vi kunne komme så tæt ind på dem, som vi gjorde, var at vi bevægede os i underjordiske gange fra det ene lille observatorium til det andet. På den måde forstyrrede vi ikke pingvinerne og deres små unger.



Sidste store stop på vores rundrejse i New Zealand blev Fiordland National Park og Milford Sounds. Naturen vi hidtil havde set på rejsen rundt i landet er, som beskrevet tidligere ualmindelig smuk, men intet overgår Milford Sounds og den omliggende nationalpark. Naturen her kan ikke beskrives med ord. Det varierer fra alt mellem hårde klippeformationer med utallige vandfald til den mest frodige og dybgrønne regnskov. Vi fortryder lidt, at vi ikke kom hertil noget før, men vi havde to helt fantastiske dage med lange gåture i regnskoven og en bådtur gennem Milford Sounds. Uforglemmeligt.



Med tilbageblik på hele vores ophold her i New Zealand, er der visse oplevelser, som stikker frem for andre. Synet af kaskelothvalen har brændt sig fast på vores nethinde, som noget vi for evigt vil føle os helliget. Det samme gælder The Royal Albatross og regnskoven omkring Milford Sounds. Aldrig i vores liv, havde nogen af os troet at vi skulle opleve så meget voldsom natur og så mange specielle dyr, som vi har gjort her. Intet er som i bøgerne, alt er smukkere, større, vildere og mere fascinerende.
Nu ser vi frem til en masse kultur i Sydney, eftersom det mest kulturelle indspark her på New Zealand har været en temmelig harmløs og stilfærdig biograftur.
New Zealand er betagende og vi endnu mundlamme.



Arriverderci,



Kristian og Kristiane







På færgeturen mellem Nord og Syd. Marlborough Sounds.




Marlborough Sounds.


Vi fandt vores helt egen bugt.


Det var det rene paradis.

Kristian med sit muslinge fad.

I Nelson.

Kristiane.

Kirketårn i Nelson.

Montana Vineyard.

I de hellige haller.

Attack of the 50 ft Lobster.

Vores naboer.

Sæler udenfor Kaikoura.

Kristian nyder et øjebliks fred.

Kæmpe kaskelothval.

Kaskelothvalen mens den ligger og ånder i overfladen.

Naturen langs Highway 1 er overvældende.

I Christchurch foran Katedralen.

Den Botaniske Have i Christchurch.

Kristian i haven.

Bridge of Remembrance. Christchurch.

Moeraki Boulders. De runde sten er formegentlig formet af havet. Det forbliver stadig den dag i dag et mysterie.

Otago Peninsula.

Peninsula.

The Royal Albatross.

Den er fandme stor...

Fyret ved albatros koloni.

Ungen er kun 2 uger gammel og allerede nu er den halv udvokset. Efter er års tid taber den, den tykke pels og får de velkendte farver. Bevæger en unge sig ud i vandet på dette stadie vil den tætte pels tvinge den mod bunden og drukne.

Lille pingvin efteraber store far-pingvin.

To pingviner på hjemmarch fra havet.

Nytårsaften i camperen - her dessert til to.

Doubtful Sounds.

På vej mod Milford Sounds.

Flod gennem regnskoven. Naturen her er så voldsom, og skifter ansigt hver dag. Her efter mange timers regn.

Langs alle bjergsiderne løb der tusindvis af vandfald som disse. Smukt.

Brølende vandfald.

Mange af bjergsiderne er beklædt med denne mærkværdige mosart.

Vandfald inden Homer Tunnel.

Det er så eventyrligt.

Vandfald på bådturen.

Milford Sounds.

Regnvandet løber ned fra toppen af bjerget og ligger sig ovenpå det tunge saltvand. Faktisk ligger der konstant et lag mellem 3 og 4 meter ferskvand ovenpå saltvandet pga. den heftige nedbør i området.

Sikke et syn.

Den regnskovsvegetation som vokser på disse klipper er den hurtigst regenererende i verden. Den kan regenerere sig selv på mellem 90 og 120 år, mens almindelig regnskov tager 200-400 år om samme process.

Milford Sounds.

Kea-fuglen er den eneste alpe papegøje i verden. Den er rasende intelligent og destruktiv. Den kan eks. åbne et syltetøjsglas eller skille en bil fuldstændig ad. En sej fugl.

Regnskoven ved The Chasm.

Frodighed.

Sådan ser naturen virkelig ud hernede.

The Chasm. Et vandfald kendt for de meget karaktaristiske stenformationer. Vind og vand har skabt disse smukke skulpturer. De små tændstikker i hullet er enorme træstammer.

Regnskoven.